Kort Nyt

Blå Kors: Behovet for støtte stopper ikke med inflationshjælpens udløb

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Blå Kors Danmark har uddelt tusindvis af måltider, men inflationshjælpen udløber nu, og organisationen advarer om inflationshjælpens ophør i en tid med stigende priser

De stigende fødevarepriser rammer økonomisk trængte familier og enlige ekstra hårdt, og mange har svært ved at få pengene til at række. Blå Kors Danmark har uddelt inflationshjælp, som nu forsvinder.

Over hele landet har økonomisk pressede familier og enlige hentet kasser med fødevarer og husholdningsartikler fra Blå Kors’ tilbud. Ifølge Danmarks Statistik er forbrugerprisindekset på fødevarer steget med 4,6 procent i december 2024 sammenlignet med samme tid sidste år.

For at afhjælpe inflationen og de høje priser har Blå Kors Danmark siden efteråret 2023 uddelt kasser med basale fødevarer og husholdningsprodukter til familier i hele landet som en del af regeringens inflationshjælp. I 2024 er der blevet uddelt mere end 15.600 kasser, der svarer til tusindvis af måltider, samt uddelt mere end 100.000 måltider gratis eller til reduceret pris på væresteder.

Ved udgangen af 2024 udløb inflationshjælpen, hvilket efterlader mange familier og enlige i en stadig presset situation.

“Vi er taknemmelige for den hjælp, vi har kunnet give takket være midlerne fra inflationshjælpen, men behovet for støtte stopper ikke her. Mange familier er stadig pressede og risikerer at være tvunget til at springe måltider over nu, hvor midlerne udløber,” siger Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors Danmark.

Regeringen har sammen med flere partier stået bag inflationshjælpen, som blandt andet har omfattet to puljer målrettet børn i udsatte familier og borgere i udsatte positioner. Via Socialstyrelsen har Blå Kors Danmark modtaget 30,9 mio. kroner, hvoraf 24,9 mio. kroner er gået til børn i udsatte familier og 6 mio. kroner til voksne.