Region Syddanmark anker GDPR-dom efter datalæk
Region Syddanmark har valgt at anke den dom, de modtog i Retten i Kolding den 23. december 2024, hvor de blev idømt to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne
Bøderne er relateret til to sager fra 2020, hvor der skete læk af personfølsomme data. Begge sager skyldtes menneskelige fejl, og Datatilsynet indstillede regionen til bødestraf.
Det oplyses idag i en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.
Regionen ønsker principiel afklaring
Efter betænkningstid har Region Syddanmark besluttet at anke dommen til Vestre Landsret. IT-direktør i Region Syddanmark, Morten Lundgaard, udtaler:
– Vi mener, der er nogle principielle spørgsmål i sagen, der er behov for at få belyst. Når vi ser på Datatilsynets afgørelser i lignende sager, mangler der en rød tråd i forhold til sanktioner. Her har sagerne ofte medført kritik, men intet bødeforlæg, og det er denne afgørelse, vi mener, der bør kigges på igen. For os er det et spørgsmål om rimelighed, også i forhold til den retspraksis og linje, dommen danner for eftertiden.
Vestre Landsret skal behandle sagen
Det er nu op til Vestre Landsret at afgøre, hvornår sagen skal behandles.