Læserdebat

Når lokalsamfund bliver ofre for politisk ligegyldighed

Læserdebat af: Palle Landair. Formand og kandidat til KV25 i Fredericia for Danmarksdemokraterne

Man hører næsten kun om Herslev, når der skal spares i Fredericia Kommune. Men denne gang har byrådspolitikerne trådt godt og grundigt i spinaten. Herslev er nemlig blevet udpeget som et muligt område til VE-anlæg (vedvarende energianlæg), og konsekvenserne er allerede mærkbare.

Mandagens byrådsmøde viste tydeligt frustrationen blandt Herslevs beboere, der mødte op med spørgsmål og bekymringer. Desværre måtte de lede længe efter klare svar.

Byrådets forklaring lød, at kommunerne er blevet pålagt af regeringen at udpege mulige områder til VE-anlæg. Hvis ikke kommunen selv gør det, risikerer man, at staten tager over og udpeger områderne i stedet. Men her kommer det helt absurde: Klimaminister Lars Aagaard (M) har tidligere udtalt, at han ikke vil sanktionere kommuner, der siger nej til VE-anlæg. Så hvorfor sagde byrådet ikke nej? Hvorfor stillede de sig ikke på Herslevs side og beskyttede lokalsamfundet?

Situationen rammer allerede borgerne hårdt. En ældre mand fra Herslev ville sælge sit hus, og alt var i orden – lige indtil nyheden om VE-anlægget ramte Fredericia Dagblad. Køberen trak sig, og salget faldt til jorden. Det er ikke bare en økonomisk konsekvens; det er et eksempel på, hvordan politiske beslutninger smadrer menneskers liv uden eftertanke.

Det er ikke første gang, regeringen viser sin totale ligegyldighed over for landdistrikterne. Med indførelsen af VE-anlæg er der også fulgt en række tiltag, der begrænser borgernes muligheder for at blive hørt:

• Begrænsninger i høringsfrister.

• Indskrænkning af klageadgang.

• En svækket retsstilling for naboer og lokalsamfund.

Resultatet? Lokalsamfund som Herslev står tilbage uden reel mulighed for at kæmpe imod. Det er ikke bare frustrerende – det er dybt uretfærdigt. Regeringens politik smadrer landdistrikterne og underminerer den balance, som ellers har kendetegnet vores dejlige Danmark.

Jeg bor ikke selv på landet, men jeg kan levende forestille mig, hvordan det må føles at se sin baghave – ens elskede natur – blive forvandlet til en solcelleørken. For mange er det præcis denne natur, der gør livet på landet værd at leve, trods de udfordringer, der følger med. At se den ødelagt for at opføre enorme VE-anlæg er ikke bare hjerteskærende; det er også et symbol på den skæve kurs, regeringen har sat.

Hvor er balancen mellem by og land blevet af? Hvorfor er det pludselig acceptabelt at smadre lokalsamfund uden at se sig tilbage? Og hvorfor tør ingen politikere tage ansvaret for de konsekvenser, deres beslutninger har for mennesker som dem i Herslev?

Danmark fortjener bedre. Herslev fortjener bedre. Og det er på tide, at vi kræver det.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv