Kort Nyt

Krænkende adfærd et udbredt problem i Beredskabsstyrelsen

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Seksuel chikane og mobning udbredt blandt værnepligtige

Næsten tre ud af fire kvindelige værnepligtige i Beredskabsstyrelsen har oplevet mindst én hændelse med uønsket seksuel opmærksomhed og chikane i løbet af deres værnepligt. Det samme gælder for godt én ud af tre mandlige værnepligtige. Godt 12 pct. af de værnepligtige angiver, at de har oplevet mindst én hændelse inden for områderne diskrimination, mobning, trusler om vold og/eller vold.

Beredskabsstyrelsen har gennemført en undersøgelse af værnepligtsuddannelsen, trivsel og krænkende adfærd i perioden fra den 8. november 2023 til den 15. december 2023. Resultaterne omfatter værnepligtige indkaldt i den pågældende periode.

73,5 pct. af de kvindelige værnepligtige har svaret, at de har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane i løbet af deres værnepligt. Det samme gør sig gældende for 37,3 pct. af de mandlige værnepligtige. For kvinder er de hyppigst forekommende hændelser, at de oplever, at der er talt nedsættende om kvinder/mænd (54,4 pct.), seksuelle kommentarer (38,2 pct.), og at skulle overpræstere pga. køn (33,8 pct.).

For mænd er de hyppigst forekommende hændelser, at de oplever, at der er talt nedsættende om kvinder/mænd (24 pct.), uønskede seksuelle kommentarer i en større gruppe/forsamling (10,7 pct.), og at skulle overpræstere pga. køn (8,9 pct.).

12,6 pct. af de værnepligtige angiver, at de har oplevet mindst én hændelse inden for områderne diskrimination, mobning, trusler om vold og/eller vold. De værnepligtige svarer, at der oftest har været tale om en anden værnepligtig (62 pct.), der har udøvet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane samt diskrimination, mobning, trusler om vold og vold. Derefter har det været en stuekammerat/lukafkammerat/stueformand (22,7 pct.).

Stadig tilfredshed med værnepligtsuddannelsen

Ved spørgsmålet om, hvem de talte med om hændelserne, svarer de fleste værnepligtige, at de enten har talt med en anden værnepligtig (64,7 pct. kvindelige værnepligtige, 48,3 pct. mandlige værnepligtige), en talsmand (15,7 pct. kvindelige værnepligtige, 10,3 pct. mandlige værnepligtige), en chef, f.eks. en befalingsmand (17,6 pct. kvindelige værnepligtige, 8,0 pct. mandlige værnepligtige) eller andre (33,3 pct. kvindelige værnepligtige, 47,1 pct. mandlige værnepligtige).

Samlet viser undersøgelsen dog, at 91,2 pct. af de kvindelige værnepligtige vil anbefale værnepligten i meget høj grad eller høj grad. Det samme gør sig gældende for 78,7 pct. af de mandlige værnepligtige.