Kort Nyt

Fredericia fF styrker talentudvikling med ny aftale

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Ungdomsspillere får adgang til ekstra træning og talentudvikling i VB Akademiet

FFredericia fF har indgået en ny partnerklubaftale med VB Akademiet, der giver klubbens unge spillere fra U10-U12 adgang til forbedrede træningsmuligheder og talentudvikling. Aftalen indebærer, at de bedste spillere kan deltage i ekstra træningspas på VB Akademiets ATK+-center, og klubbens trænere får adgang til VB Akademiets trænerkurser, det oplyses i en pressemeddelelse idag.

Nye muligheder for unge talenter

– Der er rigtig mange gode ting i aftalen for Fredericia fF. Vores allerbedste spillere kan nu udvikles gennem ATK+-træningen, hvor vi i nogle årgange vil have to spillere med, i andre færre, og i gode årgange måske et par stykker mere. De spillere får vi mulighed for at udfordre og udvikle yderligere. Derudover får alle vores hold adgang til at deltage i Partner Cup, en fodboldturnering under samarbejdet, udtaler Jan Agertoft Sørensen, børneudviklingstræner i Fredericia fF i meddelelsen.

Udover de ekstra træningstilbud til spillerne understreger Jan Agertoft Sørensen også betydningen af aftalens trænerudvikling:

– Fredericia fF vil rigtig gerne skubbe vores trænere mod flere trænerkurser. Samarbejdet giver dem flere gode udbud inden for kørselsafstand, når de skal på kurser. Vi er også glade for at komme ind i et klubnetværk, hvor vi både kan få og give, siger han.

Strategisk samarbejde styrker Fredericia

Partneraftalen er en del af et strategisk klubsamarbejde mellem FC Fredericia Ungdom og VB Akademiet, der blev påbegyndt i december sidste år. Formålet med samarbejdet er at styrke børne- og ungdomsfodbolden i Fredericia.

– Da vi for snart 12 måneder siden indgik et strategisk samarbejde med FC Fredericias ungdom, var det med henblik på at udvikle børne- og ungdomsfodbolden bredt i Fredericia. Vi lavede aftalen med FC Fredericia Ungdom, men fik adgang til deres samarbejdsklubber, heriblandt Fredericia fF. Undervejs har vi haft en god dialog med Fredericia fF og præsenteret mulighederne for deres bedste spillere, udtaler Peter Lund, børne- og ungdomsudviklingstræner med ansvar for klubsamarbejdet på VB Akademiet i pressemeddelelsen.