Hvad blev der egentlig sagt, da Solstrålen fejrede 30 års jubilæum?
Det er 30 år siden Værestedet Solstrålen åbnede sine døre med den første opgave: Gør lokalerne brugbare som værested
Det blev de, men først en time før Socialministeriet kom på besøg, oplyste sekretariatsleder ved Landsforeningen af Væresteder, Cliff Kaltoft, i sin tale til de fremmødte i Tøjhuset.
Kan det nu også passe?
I 1994 var en clean (stoffri) narkoman i længere tid utænkeligt. Det var derfor modige politikere, anført af den daværende formand for Socialudvalget, Bjørn Medom Nielsen (A), og hans ledende embedsmand, Bent Larsen, der tog mod idéen om et værested, da en håndfuld clean narkomaner kom med forslaget.
Nok mere tilbagetrukket, men bestemt ikke uden væsentlig indflydelse, spillede den daværende leder af misbrugsbehandlingen, Niels Danstrup, en ikke uvæsentlig rolle. Det var under ledelse af Niels Danstrup, at Fredericia Kommune kom på Danmarkskortet, som byen der så mennesket før misbrugeren (som det efterhånden kom til at hedde), og Niels Danstrup så varig stoffrihed som det eneste respektfulde Fredericia Kommune kunne tilbyde den lidende misbruger.
Sammen med et nu stigende antal tidligere misbrugere blev der opbygget en behandlingsmodel, som kort kan beskrives: Forbehandling hvor bl.a. motivation blev testet, afgiftning i et lejet sommerhus, døgnbehandling, efterbehandling, ophold i et halvvejs hus – og helst et kommende arbejdsliv. Nogle misbrugere var – og er – dog så skadet, at en pension er løsningen.
Måske er det netop den behandlingsmodel René Kollerup Nielsen tænkte på, når det i hans meget personlige tale lyder: Og det er værdifuldt for Fredericia, som går langt ud over hvad økonomi har af betydning og kan erstatte.“.
Tommelfingerreglen
Den dyre døgnbehandling hjælper. Statistikken er lige så skudsikker som et ubehandlet misbrug er dødeligt, i en alt for tidlige alder.
1/3 bliver stoffri i første behandling, 1/3 skal have mere end to forsøg, og det triste: 1/3 opnår aldrig varig stoffrihed.
René Kollerup Nielsen fortæller i sin tale, at han selv skulle gennem flere behandlinger, men det er nu mange år siden, kan DanmarkC TV tilføje, og han er et arbejdende aktiv for Fredericia, der betaler enhver sit – også skat!
Fredericia praler ikke
Men det er der god grund til, mener Cliff Kaltoft. Det var nemlig brugerne dengang som nu, der fortalte vidt og bredt om deres værested i Fredericia, og hvor stor en del af deres vej til stoffrihed Solstrålen var og er. Dén omtale af Fredericia og Solstrålen førte til besøg fra mange kommuner, og mindst 35 væresteder så dagens lys, efter den model, der var udviklet med succes i Fredericia.
Grundidéen med værestedet er uforandret – men det er tidernes gunst ikke. Torben Hansen causerer over sine 25 år som leder af det landskendte værested, men glemmer ikke hvordan det hele startede for ham.
Jubilæum giver håb
Selvfølgelig er et 30 års jubilæum en fest af de helt store. Men det er langt mere end det: Jubilæum eller fødselsdag lokker de gamle stoffrie brugere til: De mange der har fået et respektabelt liv uden stoffer, og ved deres blotte tilstedeværelse, giver de håbet om, at de der står ved begyndelsen af et stoffrit liv, også kan få det eftertragtede liv. At de, som René Kollerup Nielsen udtrykker det: Kan komme hjem!
Se de tre vigtige og personlige jubilæumstaler på DanmarkC TV fra i morgen, lørdag, kl. 8.