Hannerup Kirke fejrer 50 år med ny bog om lokalhistorie – mød forfatteren
Torben Vesterlund Jensen har skrevet en ny bog om Hannerup Kirkes historie og dens rolle i Fredericia
Hannerup Kirke i Fredericia har netop fejret 50 års jubilæum, og i den anledning har menighedsrådet udgivet bogen “Byen, Sognet og Kirken” skrevet af Torben Vesterlund Jensen. Bogen fortæller ikke kun kirkens historie, men dykker også ned i den lokale historie om Hannerup, som oprindeligt var en landsby.
– Selve navnet Hannerup kommer jo fra en lille landsby, som lå ude i den yderste del af Vejlevej. Når man så begynder at finde ud af, hvad det var med det Hannerup, jamen det var jo en landsby, der blev revet ned, og beboerne blev tvunget til at flytte ind bag voldene, fortæller Torben Vesterlund Jensen.
Bogen beskriver også kirkens rolle i lokalsamfundet og hvordan den har udviklet sig gennem de sidste 50 år.
– Kirken blev jo ikke til, uden at der var nogen i Vestbyen, som ville det. Altså der var jo i mange år mennesker, som samlede penge sammen. Dengang skulle man jo samle penge sammen, fordi man skulle have et vist beløb for overhovedet at få lov til at bygge en kirke, siger Torben Vesterlund Jensen.
DanmarkC TV sender i uge 42 et interview med Torben Vesterlund Jensen, og historien om hans nye bog omkring Hannerup Kirke.