Værested i Fredericia går med i Danmarks Motionsuge
Værestedet Hyggen i Fredericia deltager aktivt i Værestedernes Motionsuge med fokus på fællesskab og bevægelse for socialt udsatte
I uge 41 sætter 23 væresteder fra hele landet fokus på motion og fællesskab, når Landsforeningen af Væresteder inviterer til “Værestedernes Motionsuge”. Næsten 600 værestedsbrugere deltager i en landsdækkende konkurrence om at tage flest skridt. Blandt de deltagende væresteder er Værestedet Hyggen i Fredericia, som har engageret en stor del af sine brugere i initiativet.
Værestedet Hyggen er et brugerstyret værestedstilbud under den boligsociale helhedsplan i Fredericia. Værestedet henvender sig til socialt udsatte, der ofte kæmper med psykisk sårbarhed, ensomhed og fysiske udfordringer.
Ud af Hyggens 36 brugere har hele 16 meldt sig til motionsugen. For at sikre at alle kan deltage, har værestedet planlagt gåture med forskellige sværhedsgrader, så selv rollatorbrugere kan være med. Der er arrangeret fællesgåture både tirsdag og torsdag aften i uge 41.
Bruger tager initiativ til deltagelse
Christa Arge, en af brugerne på Værestedet Hyggen, har været drivkraften bag værestedets deltagelse i motionsugen. Hun har taget en holdlederuddannelse gennem Landsforeningen af Væresteders program “Sport for livet” og har fungeret som holdleder på Hyggen de sidste syv år. Christa Arge har selv oplevet de positive effekter af motion på selvtillid og velvære, og hun håber, at andre brugere vil få samme oplevelse. Hun fortæller, at konkurrenceelementet med at tælle skridt har motiveret mange, selv dem der kun kan bidrage med få skridt.
– Vores målsætning i Hyggen er, at vores brugere kommer ud af ensomhed og får nedbrudt social isolation. Det er min forventning, at de fælles gåture kan være med til at gøre netop det, udtaler Christa Arge, og fortsætter:
– Det er dejligt at folk er motiveret, vi har dog gjort meget ud af at understrege, at det mest af alt handler om at være med. Det er det sociale samvær, der vægter højest, siger Christa Arge.
Ved udgangen af uge 41 vil Sport for livet kåre vinderne og lave en sammentælling af det samlede antal skridt, som landets værestedsbrugere har taget i uge 41.