Læserdebat

Kritik af Fredericia Kommune: Når unges demokratiske deltagelse ignoreres

Læserdebat af: Karoline Marsay Dal, Liberal Alliance i Fredericia

Fredericia Kommune er på mange måder glade for at vise sig frem og fremhæve kommunens mange aktiviteter, især når det kommer til Ungdommens Hus, som på sin hjemmeside stolt reklamerer for at være et sted for “Alle Fredericias unge i alderen 15-25 år.”

Men lad os være ærlige, hvordan kan man hævde, at Ungdommens Hus er for alle, når vi i ungdomspartierne bliver nægtet adgang? Med et vedvarende forbud mod politisk aktivitet sender kommunen et tydeligt signal om, at de ikke ønsker at understøtte den demokratiske samtale blandt unge. Hvor forventes det egentlig, at vores foreninger skal holde til?

Det mærkelige er faktisk, at dette forbud finder sted på en institution, der selv reklamerer med at: “ gør idéer og visioner til handling” – præcis det, vi i ungdomspartierne arbejder for. Dette forbud mod politisk aktivitet strider direkte imod Ungdommens Hus’ egne pædagogiske principper og værdier, som de så flot beskriver som “Dialog, demokrati og kulturelle aktiviteter samt ung til ung formidling.”

Altså, undskyld mig, men det er jo nøjagtigt det, vi i ungdomspartierne tilbyder ung-til-ung formidling gennem ægte demokratisk dialog. Indtil videre virker det dog, som om kommunen kun ser unges plads i demokratiet som symbolsk.

I virkeligheden synes jeg, at Fredericia Kommune lader den demokratiske samtale blandt unge dø, når forholdene er så uanstændige.

Det burde være indlysende for de fleste, at vi ungdomspartier kan tilføre Ungdommens Hus noget positivt. Lige nu er det et sted, hvor primært udsatte unge samles om alt andet end det “gode” – herunder narko. Hvis man virkelig ønsker at ændre denne negative fortælling om Ungdommens Hus, er det nødvendigt at tiltrække en ny type unge.

Jeg tillader mig at sige, at vi ungdomspartier kunne være med til at skabe denne ændring. Vi kan tilbyde de udsatte unge et sundt værdifællesskab, som både giver stærke relationer og en følelse af at høre til et sted, hvor deres stemmer bliver hørt og respekteret af andre unge.

Når det er sagt, vil jeg gerne gøre det klart, at mit budskab ikke skal reduceres til en diskussion om at øge budgettet til ungdomsområdet. Nej tak. Tværtimod forventer jeg, at økonomien i Ungdommens Hus faktisk vil blive forbedret, når vi unge engagerer os og bruger faciliteterne – hvad end det indebærer køb af drikkevarer eller andet.

Hvis kommunen virkelig ønsker at leve op til deres egne løfter om, at Ungdommens Hus skal være for alle, så er det min klare opfordring at afskaffe forbuddet mod politisk aktivitet, så vi i ungdomsforeningerne kan få et sted at høre til.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv