Ny S-kandidat klar til at kæmpe for Fredericia i Folketinget
Socialdemokratiet i Fredericia har fundet deres nye spidskandidat til det kommende folketingsvalg. Maria Radoor, en erfaren erhvervskvinde og mor til to, er klar til at tage kampen op for Fredericia.
Socialdemokratiet i Fredericia har efter en grundig proces fundet deres bud på en ny folketingskandidat. Bestyrelsen indstiller Maria Radoor, som for nylig opnåede et bemærkelsesværdigt resultat ved Europa-Parlamentsvalget. Den ekstraordinære generalforsamling, hvor medlemmerne skal stemme om indstillingen, afholdes den 29. august 2024, oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Maria Radoor, 38 år, er uddannet Kandidat i Folkesundhedsvidenskab og har en stærk baggrund inden for socialt arbejde og bæredygtighed. Hun har tidligere drevet sin egen virksomhed, Zendoo, i Fredericia og Kolding, hvor hun hjalp psykisk og fysisk syge borgere med at komme ind på arbejdsmarkedet,
– Min vision er at alle, uanset synlige eller usynlige udfordringer har ret til en meningsfuld og værdig plads i samfundet. En vision og hjertesag jeg bærer med mig i mit politiske virke, udtaler Maria Radoor i pressemeddelelsen.
Bekymret for fremtiden
Som mor til to piger er Maria Radoor dybt bekymret over de udfordringer, som fremtiden bringer. Krig i Europa, tilbagerulning af abortrettigheder, negativ social kontrol, mistrivsel blandt unge og klimakrisen er blot nogle af de emner, der driver hende til at søge politisk indflydelse.
– Når jeg kigger på mine to piger, så bliver jeg oprigtigt bekymret for deres fremtid, siger hun.
En kandidat i øjenhøjde med vælgerne
Kredsformand Karsten Cordtz er overbevist om, at Maria Radoor er den rette kandidat til at repræsentere Fredericia i Folketinget.
– Bestyrelsen i vores lokale partiforening mener, vi har fundet en spændende kandidat med en klar social og grøn profil. Maria Radoor var under EU-valget flere gange i Fredericia og oplevede en god modtagelse fra de vælgere hun mødte til de forskellige aktiviteter hun deltog i. Vi [er] overbevist om vi med Maria Radoor har fundet en kandidat der er i øjenhøjde med de fredericianske vælgere og ville kunne sikre Fredericia en længe savnet plads i Folketinget, udtaler Karsten Cordtz i pressemeddelelsen.
Ekstraordinær generalforsamling
Socialdemokratiet i Fredericia afholder en ekstraordinær generalforsamling den 29. august 2024 kl. 19.00 hos 3F på Venusvej 32 i Fredericia, hvor medlemmerne skal stemme om Maria Radoors kandidatur.