FREDERICIA

Happy Horse satser stort på fysisk butik i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Happy Horse fejrer åbningen af deres nye, større butik med en åbningsfest

Hvor mange fysiske butikker lukker ned og satser på onlinehandel, går Happy Horse Rideudstyr mod strømmen. Heidi Dahl Neumann, ejeren af Happy Horse, har netop flyttet sin butik fra mindre lokaler til en betydeligt større butik på Skærbækvej 111. Lørdag d. 17. august fra kl. 10-13 holder butikken åbent hus.

– Jeg er faktisk nærmest gået fra at være webshop til at være mere og mere fysisk butik. Folk kommer fra hele landet og vil godt have råd og vejledning. Så det handler rigtig meget om service, siger Heidi D. Neumann.

For at fejre flytningen og de nye tiltag holder Happy Horse åbent hus på lørdag d. 17. august fra kl. 10.00-13.00 . Udover rideudstyr vil der være mulighed for at smage øl fra det lokale bryggerlaug og deltage i vinklubben.

– Vi har lavet noget Airbnb, og vi har et bryggerlaug, der holder til, som kommer og brygger øl en gang i måneden. Og så har vi lavet en vinklub, som alt sammen er noget, vi lancerer her til vores åbent hus på lørdag, siger Heidi Dahl Neumann.

Heidi Dahl Neumann ser frem til den store åbent hus-dag lørdag. Foto: DanmarkC TV

Kæphestebanen – Et hit for både børn og fædre

Happy Horse har ikke kun udvidet deres butiksareal, de har også tilføjet nye og spændende elementer til deres sortiment. En af de mest populære nyheder er kæphestebanen, som er blevet et hit for både børn og voksne, især fædre, som finder det meget underholdende at tage en tur rundt på banen med en kæphest.

– Det er det nye sort med kæpheste. Det bliver kæmpestort. Det udvikler sig stille og roligt rundt omkring i hele landet. Der er mange klubber, der er begyndt at integrere det som en del af deres undervisning, fortæller Heidi.

Hør mere om Webshop, rideudstyr og kæpheste når DanmarkC TV sender et tv-indslag om udvidelsen af Happy Horse på lørdag.