Ti Trin Ned skifter hænder ved årsskiftet
Michelin-restauranten overtages af tidligere assisterende køkkenchef og hustru
Den 31. december 2024 markerer afslutningen på en æra for Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia. Mette og Rainer Gassner, der har drevet restauranten i mange år, har besluttet at give stafetten videre til et nyt hold.
– Vi har altid vidst, at vi ikke ville pensioneres fra Ti Trin Ned, men vi har aldrig sat en ‘udløbsdato’, fortæller Gassner-parret på restaurantens facebookside. Når skiftet kommer nu, er det udelukkende fordi, at vi ikke kunne drømme om en bedre arvtager: Med vores talentfulde, tidligere assisterende køkkenchef Michael i køkkenet, og hans passionerede hustru Lærke ved hans side. De er fagligt kvalificerede og gode mennesker. Den særlige chance for at give et livsværk videre kommer kun én gang – og det er nu.
En kendt arvtager
For Michael Nørtoft er overtagelsen af Ti Trin Ned som at vende hjem. Han arbejdede tæt sammen med Mette og Rainer Gassner i perioden 2018-2020, inden hans passion førte ham til andre ambitiøse køkkener som Restaurant Lieffroy, Formel B og den 3-stjernede Restaurant Geranium.
– Vi fortsætter uforandret men drømmer om og håber på, at alle, der har fulgt os, støttet og helt fra starten troet på os, kommer for et særligt, sidste gensyn, lyder det fra Gassner-parret. Vi kan ikke takke vores trofaste gæster nok for den opbakning og kærlighed vi har modtaget gennem årene.
En sidste fejring
Restauranten vil fortsætte med at servicere gæster indtil den 21. december. I løbet af efteråret vil menuen blive krydret med klassikere og favoritter fra restaurantens historie.
– Det er vemodigt, men vi vil nyde den sidste tid her i køkken og restaurant, siger Mette og Rainer Gassner.
Stor ros fra kunderne
I kommentarsporet på restaurantens facebookside er der heller ikke mangel på ros til Rainer og Mette Gassner:
– I er de største stjerner! Tak for alt i tiden på TTN, I er nogle fantastiske forbilleder og har gennem mange år inspirerede mange omkring jer! Jeg glæder mig til at følge jer i jeres færd videre. STORT tillykke til Lærke & Michael, det er en stor arv at følge videre – men jeg er sikker på at I vil brillere! lyder det fra en bruger, og flere stemmer i:
– Stor respekt for jeres beslutning. Det bliver spændende at følge både jer, og Ti Trin Ned. God vind til begge hold herfra, lyder det fra en anden bruger.
– Jeg niver mig selv lidt i armen, mens jeg læser dette. I to er en kæmpe inspiration på så mange fronter, både i restauranten og i privaten! Ønsker jer alt det bedste på jeres vej og vi ses da helt sikkert inden udløbet af året, beretter en tredje bruger.