Læserdebat

Her er dit liv – afsløret for medborgere i Borgerservice

Læserdebat af: Karsten Byrgesen, Politiker.  Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia. Tlf.: 5069 3436. Mail: karsten.byrgesen@fredericia.dk

Jeg bruger ofte nogle minutter i Rådhusets indgangsportal, hvor Fredericia Borgerservice har åbent kontor. Jeg undres over det jeg oplever og særligt det, som borgerne må finde sig i. 

Det er problematisk og uværdigt og uetisk, at borgere der har et ærinde i Borgerservice for åben skærm og direkte serveret til alle øvrige tilstedeværende borgere får udrullet deres privatliv, når de stiller sig op ved skranken.

Her tales der for åben skærm om personnummer, sociale forhold, økonomi, familiære problemer med mere. Min seneste iagttagelse var onsdag d. 29. maj kl. 14:15, hvor der befandt sig over tyve borgere i forhallen. 

Jeg oplever, at der lyttes til mine bekymringer, men ud over det er der intet sket. 
Karsten Byrgesen

Jeg har påtalt mine iagttagelser og dybe bekymring til ”rette vedkommende (r)” på rådhuset. Det har jeg gjort over flere år, men jeg kan konstatere, at der enten ikke er evne eller vilje til at sikre borgerne en værdig behandling i deres møde med Borgerservice.  

Når jeg som overskrift skriver ”Her er dit liv” er det med en henvisning til en DR-klassiker fra 1980’erne, hvor en kendt person – i underholdningsprogrammet – for åben skærm får spolet sit liv tilbage. Det var spændende og morsomt. På Rådhuset er der imidlertid ikke noget at grine af. 

I Fredericia borgerservice er det alle som en, der må op i rækken og forklare sig. På TV kunne seeren skifte program, men den mulighed eksisterer ikke her. Alle tilstedeværende er tvangsindlagte til at overvære dybt personlige samtaler. 

Spørgsmålet er, om reglerne for fortrolighed GDPR (General Data Protection Regulation) i Rådhusets forhal brydes? Det drejer sig om loven om “databeskyttelsesforordningen”. En forordning der netop skal beskytte borgeren. 

Der kan med lidt god vilje og relativt få greb, etableres et rum for den fortrolige samtale. Et rum der også tager hensyn til de kommunale medarbejdere og deres arbejdsmiljø og tryghed. 

Jeg oplever, at der lyttes til mine bekymringer, men ud over det er der intet sket.  

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv