FREDERICIA

Naturpark Lillebælt får nye skilte: Flere skal få øjnene op for naturens værdi

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Når du i de kommende dage kører på landevejene i Kolding, Fredericia og Middelfart, kan du se nye brune hovedvejsskilte, der henviser til Naturpark Lillebælt

Initiativet er en del af en større indsats for at øge kendskabet til naturparken og dens værdier.

I første omgang opsættes der 6 skilte rundt omkring i naturparkens kommuner: 2 i Kolding, 2 i Fredericia og 2 i Middelfart. Men flere skilte er på vej i de kommende år. De vil blive placeret på indfaldsveje til naturparken og ved de 25 hotspots, som markerer særlige områder, der er værd at besøge. De første to skilte i Fredericia kan ses ved Egeskovvej/Spang Å og på Kolding Landevej/Gudsø Mølle.

Opsætningen af skiltene er en del af en national indsats. Flere andre naturparker, herunder Naturpark Tolne og Naturpark Åmosen, har også sat lignende skilte op, og det forventes, at flere vil følge trop.

De Danske Naturparker skal være mere synlige i landskabet

– De Danske Naturparker skal være mere synlige i landskabet, så flere mennesker ved, at de findes, siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet, og fortsætter:

– Hver naturpark har nogle særlige kendetegn. I Naturpark Lillebælt har man gennemført mange gode projekter til gavn for havmiljøet og vil også i fremtiden sætte fokus på, hvordan vi sammen kan passe på Lillebælt.

Danske Naturparker: Et kvalitetsstempel

Danske Naturparker er et kvalitetsstempel, der administreres af Friluftsrådet. De dækker over større sammenhængende naturområder, hvor der er plads til både natur og mennesker. Benyttelsen tilrettelægges bæredygtigt, så de værdifulde landskaber og naturområder bevares.

Mærkningsordningen sikrer en langsigtet planlægning og udvikling af natur, kultur og friluftsliv i samspil med en landdistriktsudvikling til gavn for bosætning, turisme og øvrige erhverv i naturparken. Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark og har været det siden 2017. En stor del af arbejdet går på at forbedre havmiljøet i Lillebælt.

Jørn Chemnitz, formand for naturparkens forretningsudvalg og Jacob Bjørnskov Nielsen, holder skilte op i deres respektive kommuner, Kolding og Middelfart. Foto: Naturpark Lillebælt

Princippet om inddragelse og frivillighed

Et centralt element i etableringen af en naturpark er princippet om inddragelse og frivillighed. Der gælder samme regler indenfor som udenfor naturpark-grænsen. Dette skaber forståelse, ejerskab og medansvar blandt de involverede aktører.

– Og det ændrer sig ikke med opsætningen af de nye skilte, pointerer Jørn Chemnitz, formand for naturparkens forretningsudvalg, og fortsætter:

– Tværtimod, så håber vi, at det bliver mere synligt, at vi gerne vil lave flere frivillige samarbejder for at sikre, at også fremtidige generationer kan opleve vores smukke lille bælt.

Fredericia Kommunes repræsentant i Naturpark Lillebælt, John Erik Nyborg (A) viser et af de nye skilte frem ved Østerstrand. Foto: Naturpark Lillebælt