Pressemeddelelse

Kræftpatienter i fare: Ministeren lover genopretning!

Udgivet af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde ser med stor alvor på den kritik, som Rigsrevisionen rejser i ny beretning om overholdelse af maksimale ventetider for kræftpatienter. Kritikken understreger ifølge ministeren behovet for at genoprette tilliden til kræftområdet

Statsrevisorerne har i dag offentliggjort Rigsrevisionens beretning om overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter.  Rigsrevisionen tog initiativ til undersøgelsen i april 2023, og undersøgelsen omfatter perioden fra juli 2019 til juni 2023.

Rigsrevisionen konkluderer i sin undersøgelse, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet og regionerne har forvaltet de maksimale ventetider for kræftpatienter stærkt utilfredsstillende.

Regeringen iværksatte allerede tilbage i marts 2023 en genopretningsplan for kræftområdet, efter at det kom frem, hvordan patienter på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland havde fået overskredet deres grundlæggende patientrettigheder.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
Vi skal have et sundhedsvæsen, hvor kræftpatienter kan være trygge ved at få den behandling, de har krav på. Derfor har jeg allerede inden Rigsrevisionens undersøgelse sat gang i en genopretning af kræftområdet, der skal sikre, at patientrettighederne overholdes Men jeg tager det naturligvis meget alvorligt, at Rigsrevisionen nu retter så hård kritik af overholdelsen af kræftpatienters rettigheder. Beretningen understreger, at det er helt afgørende, at vi får genskabt tilliden til kræftområdet.

Regeringen har afsat i alt 400 mio. kr. i 2023 og 2024 til en ekstraordinær og akut indsats på kræftområdet, der bl.a. skal styrke kapaciteten på landets kræftafdelinger. Fra og med 2025 har regeringen afsat 600 mio. kr. årligt til Kræftplan V, der skal tage det næste skridt i kampen mod kræften.  

Patienter skal have vejledning

Det er Rigsrevisionens vurdering, at der har været uklarhed mellem regionerne og ministeriet om, hvordan reglerne skal forstås. Samtidig peger man også i sin beretning på, at patienter ikke har fået tilbudt et andet behandlingstilbud inden for de maksimale ventetider.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde:
Det siger sig selv, at reglerne skal være klare, og myndighederne skal have det nødvendige overblik. Derfor har Sundhedsstyrelsen også som led i vores genopretningsplan opdateret vejledningen om reglerne, og vi er ved at indføre en ny overvågning af kræftområdet, som skal forbedre og sikre en mere tidstro overvågning af ventetiderne. Og jeg vil opfordre patienter, der er i tvivl om, hvorvidt de har fået overholdt deres rettigheder, til at tage fat i patientvejledningen i deres region, som også vil kunne hjælpe med at klage til rette myndighed, hvis ens rettigheder ikke er blevet overholdt.

Rigsrevisionen konkluderer desuden i sin beretning, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke har levet op til lovens krav om at have kendskab til ledig behandlingskapacitet, og at patienters ret til at blive overdraget til Sundhedsstyrelsen med henblik på at få tilbudt behandling, ikke eksisterer i praksis.

Regeringen satte allerede sidste år penge af til en ny tværregional specialenhed, der skal styrke samarbejdet om kapacitet mellem regionerne og Sundhedsstyrelsen og løbende overvåge udfordringer med kapacitet, når det gælder behandlingen af patienter med livstruende sygdomme. Regionerne er i gang med at etablere specialenheden, og det er en indsats, som også skal tænkes sammen med Sundhedsstyrelsens eksisterende overvågning af kræftområdet.

Fakta: 

Som en del af genopretningen af kræftområdet har regeringen i 2023:

  • Taget initiativ til en ny og forstærket overvågningsmodel for indberetning af overskridelser af de maksimale ventetider til Sundhedsstyrelsen.
  • Taget initiativ til en styrket regeloverholdelse på kræftområdet, som har medført en opdateret vejledning om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme.
  • Afsat 100 mio. kr. i 2023 og 300 mio. kr. i 2024 til en akut og ekstraordinær indsats på kræftområdet, hvoraf hovedparten er blevet afsat til regionerne med henblik på at styrke behandlingskapaciteten på kræftafdelingerne.
  • Afsat midler til at regionerne etablerer en ny tværregional specialenhed, som skal styrke samarbejdet på tværs af regionerne ift. effektiv udnyttelse af behandlingskapacitet og bistå regionerne ved kapacitetsudfordringer på bl.a. kræftområdet.
  • Afsat midler til at styrke den regionale patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme, så kræftpatienter hurtigt kan komme i kontakt med en patientvejleder og få den vejledning om deres patientrettigheder.
  • Afsat 600 mio. kr. årligt til Kræftplan V fra 2025 og frem.