FREDERICIA

Ny bogudgivelse skal fortælle historien om fjernvarmerørene fra Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

En ny bogudgivelse vil fortælle industrihistorien om Fredericia og fjernvarmerørene

Fredericia var i mere end tre årtier centrum for produktionen af fjernvarmerør i Danmark. En ny bogudgivelse vil nu fortælle historien om denne unikke industrihistorie.

Det oplyser journalist, og forfatter, Thomas Kvist Christiansen i en pressemeddelelse.

Fra slutningen af 1960’erne og i mere end tre årtier var byen hjemsted for fem fabrikker – IC Møller, Isolrør, Dürotan, Stjernerør og Tarco Energi, der beskæftigede tusindvis af mennesker med at producere de rør, der i dag findes i jorden under byer og landsbyer over hele landet og i udlandet.

Industribyen Fredericia var med andre ord det sted i landet, hvor stort set al produktion af præfabrikerede fjernvarmerør til nedlægning i Danmark og til eksport var koncentreret i mange år. Det var en industri, der var skabt, udviklet og båret af engagerede mennesker – lige fra ingeniører og teknikere, til timelønnede fabriksarbejdere og salgs- og marketingsfolk. Det er en unik lokal, national og ikke mindst international industrihistorie.

Denne industrihistorie skal nu fortælles i en bogudgivelse støttet af Dansk Fjernvarme i Kolding, fagforeningen 3F i Fredericia og Ingeniørforeningen. Den lokale journalist, forfatter, og fotograf, Thomas Kvist Christiansen står bag bogen om fjernvarmens historie i Fredericia.

Det er materiale, der er gemt og systematiseret af én af pionererne fra dengang – ingeniør Jens Holger Christiansen, der kommer til at gøre udgangspunkt for bogen. Privatfoto

– Jens Holger Christiansen var min far, og han var tæt knyttet til den pionergruppe på E Rasmussen, der tog de første udviklingsskridt i slutningen af 1960´erne i en kælder i Kongensgade. Jens havde et langt arbejdsliv hos IC Møller, indtil han gik på pension i 1997. Han var meget optaget af historien om fjernvarmerørene, og jeg er sammen med mine to brødre nærmest vokset op med denne historie, fortæller forfatteren til bogen, Thomas Kvist Christiansen, og fortsætter:

– Personligt og i familien er der blevet talt og fortalt meget om IC Møller og fjernvarmerør igennem tiden. Ikke alene har min far Jens nedskrevet sin egen historie om at være en del af denne industrihistorie, men han har også fyldt ringbind og arkivkasser med dokumenter, scrapbøger samt fotos/dias + diverse lyd- og videobånd med materiale og historiefortælling. Efter at Jens døde i 2012, har det stået klart for mig, at jeg på ét eller andet tidspunkt var nødt til at tage fat på at skrive historien – i respekt for min far men også i respekt for alle de mennesker, der siden slutningen af 1960´erne har båret denne unikke industrihistorie.

Pionerarbejde i Kongensgade

Det var i bunden af Kongensgade, at pionerer på virksomheden E. Rasmussen udviklede den banebrydende teknologi, der stadig bruges i dag: et stålrør i et plastrør med skum imellem.

Udgangspunktet for arbejdet med bogen er et stort arkiv af dokumenter, billeder og fortællinger, der beskriver den historie, som knytter sig til virksomhederne E Rasmussen og IC Møller. Det er materiale, der er gemt og systematiseret af én af pionererne fra dengang – ingeniør Jens Holger Christiansen.

Udgangspunktet for bogen er et stort arkiv af dokumenter, billeder og fortællinger fra Jens Holger Christiansen, en af pionererne fra dengang. Foto: Thomas Kvist Christiansen

Opfordring til bidrag fra tidligere medarbejdere

Forfatteren, Thomas Kvist Christiansen, søger nu kontakt til tidligere medarbejdere på de fem fabrikker: IC Møller, Isolrør, Dürotan, Stjernerør og Tarco Energi.

– En vigtig kreds af personer fra pionertiden har igennem det seneste halve år fortalt mig deres historier, nu skal der indsamles fortællinger fra de mange timelønnede, der igennem mere end tre årtier arbejdede på fabrik med at producere fjernvarmerør, lyder det fra Thomas Kvist Christiansen.

Han inviterer til et orienteringsmøde på Venusvej 32 i Fredericia, i 3Fs lokaler, den 22. april kl. 19-21, hvor alle er velkomne til at deltage og bidrage med deres historier og minder.