FREDERICIA

4. maj i Fredericia: Program for fejring af friheden

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Kommune er nu klart med stort program for at markere 79-årsdagen for Danmarks befrielse

Fredag den 4. maj 1945 kl. 20.36 lød frihedsbudskabet fra BBC i London. Det er et budskab, der til stadighed minder os om, at frihed og fred ikke kan tages for givet.

Derfor markerer Fredericia hvert år årsdagen med taler, musik, sang, kranse og fakkeloptog. Og nu er årets program klar.

Det omfattende program starter den 22. april og slutter den 6. maj. Formiddagen den 4. maj starter på 4. maj-pladsen med en koncert af Postorkesteret, efterfulgt af et mindearrangement, hvor Ole Steen Hansen, formand for 4. maj-komitéen, byder velkommen. Frihedsbudskabet genlyder, og der vil være taler, sang og kranselægning.

Mindeceremoni og fakkeltog:

  • 10:30: Koncert med Postorkesteret ved 4. maj-pladsen.
  • 11:00: Mindearrangement for befrielsen 1945.
    • Tale ved Ole Steen Hansen, formand for 4. maj-komitéen.
    • Frihedsbudskabet afspilles.
    • Kranselægning og navneoplæsning af faldne.
  • 11:40: Fakkeltog fra 4. maj-pladsen til Rådhuspladsen.

Uddeling af Arlette Andersens frihedspris:

  • 12:05: Borgmester Steen Wrist byder velkommen på Rådhuset.
  • 12:15: Prisoverrækkelse til vinderen af Arlette Andersens frihedspris 2024.
  • 13:15: Let traktement i Rådhusets forhal.

Ansøgningsfristen for Arlette Andersens pris er d. 4. april – hør i videoen 4.maj- komitéens formand, Ole Steen Hansen (A) fortælle meget mere om frihedsprisen. Video: DanmarkC TV

Øvrige aktiviteter:

  • 22. april – 6. maj: Udstilling med afskedsbreve fra modstandsfolk på Fredericia Bibliotek.
  • 2. maj: Byvandring med fokus på Fredericia under besættelsen.
  • 4. maj: Fredericia Bunkermuseum er åbent fra kl. 13-16.
  • 5. maj: Mindegudstjeneste i Sct. Michaelis Kirke kl. 10.00.
  • 5. maj: Fredericia Bunkermuseum er åbent fra kl. 13-16.

Udstilling på biblioteket
Hvad var det sidste modstandsfolkene skrev til deres kære i deres afskedsbreve? Det kan du få et indblik i, hvis du besøger Fredericia Biblioteks udstilling med afskedsbreve fra modstandsfolk. Udstillingen finder du på 1. sal og er åben fra den 22. april til den 6. maj.

Byvandring
Selv om de færreste mennesker har personlige erindringer om den tyske besættelse af Danmark 1940-1945, er der stadig mange spor efter Besættelsen i Fredericia. Tag med Museerne i Fredericia på byvandring den 2. maj og hør om Fredericia under Besættelsen.

Hele programmet for årets 4. maj begivenheder er klar på kommunens hjemmeside.