Læserdebat af: Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem og kandidat til regionsrådsvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti
Når læger mod betaling tilbyder ekstra konsultationstider, så er der i den grad tale om et skråplan for velfærdssystemet, som vi skal have gjort op med. Det er ikke bare etisk problematisk – det underminerer også hele formålet med det fælles sundhedssystem og er med til at øge uligheden i sundhed.
Hvis man kan betale 750 kr. for at komme til læge samme dag, er det indiskutabelt i strid med den grundlæggende tanke om fri og lige adgang i sundhedssystemet. Det er en fuldstændig uhørt praksis, at praktiserende læger opkræver betaling for en almindelig konsultation – samtidig med, at de allerede er betalt af det offentlige for netop at yde den service.
Vi har i Danmark et princip om, at alle skal have lige adgang til sundhedsydelser – uanset pengepungens størrelse.
Når læger nu, som det f.eks. sker i Esbjerg, begynder at tilbyde lægekonsultationer udover deres almindelige virke som læge, risikerer vi at skabe A og B hold hos patienterne, som er helt uhørt og direkte skadeligt for vores velfærdssystem. Og nej, at læger tilbyder konsultationer mod betaling kan aldrig være et supplement til det offentlige. Det risikerer at blive en særdeles uheldig sammenblanding af både det offentlige ansvar, prioriteringer og interesser.
Tænk hvis en tilsvarende praksis sneg sig ind i folkeskolerne, hvor lærerne i folkeskolen begyndte at tage betaling for ekstraundervisning til eleverne? Nej vel, det kan vi selvfølgelig ikke være tjent med. Vi skal kunne regne med, at den kerneopgave det offentlige har, rent faktisk også bliver varetaget af det offentlige. Andet vil være en glidebane, hvor tingene bliver mudret sammen.
Som konservativ tror jeg på velfærdssamfundets kerneydelser og det kræver, at vi står fast på det offentlige ansvar, hvor det netop er det, som lægerne skal prioritere og ikke de ekstra patienter, som de kan tjene ekstra på.
Det er derfor helt på sin plads, at denne praksis undersøges nærmere af både regionerne og Folketinget, så vi kan få et opgør med betaling for ydelser, som allerede er dækket af det offentlige.
Som kandidat til regionsrådsvalget 2025 arbejder jeg for et stærkt velfærdssystem med fokus på fri og lige adgang og en klar prioritering af kerneopgaven til gavn for alle borgere.