ERRITSØ

600 tilskuere overværede Danmark vandt 42-0 over Finland i rugby

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Men mest vandt Erritsø GIF Rugby for et vanvittigt flot planlagt og gennemført arrangement der havde to landskampe på programmet og tilmed landsholdssamling for Rugby Kvindelandsholdet

Før Danmarks landskamp mod Finland skulle spilles, var det ungdommen der skulle på banen. Dansk Rugby Union har startet et U18 landshold, der havde sin første samling og træning for en uge siden. Trods træneres ukuelige optimisme, måtte den ene halvdel af landstrænerduoen, ‘Conny’, med det borgerlige navn Morten Jørgensen, erkende, at selv om danskerne udviste stor vilje til at vinde kampen, var det ikke helt nok.

“Conny” der er mangeårig træner i Erritsø GIF Rugby fortalte til DanmarkC TV, at resultatet 10 – 32 til Svenskerne slet ikke var så dårligt spillet af det danske landshold, der har adskillige af de lokale stjerner fra Erritsø på holdet. Svenskerne var bare bedst, lød det anerkendende i den særlige sportsgren hvor man ikke taler dårligt om andre hold.

Finland tabte pusten

Inden dommeren fløjtede kampen Danmark – Finland igang, holdt formanden for Kultur og Idrætsudvalget, Peder Tind, en anerkende tale til de mange, mange frivillige, og en peptalk til spillerne, inden han gav alle hånd.

I den første lille halve time af kampen så det ud til, at Peder Tind’s ord var gået rent ind ved Finlands mandskab, for Danmark var under pres. Men så tabte Finland ganske pusten, og Danmark styrede spillet suverænt, til dommeren kunne fløjte spillet af.

Banket

Dagens to landskampe afsluttes med en banket – og i den særlige rugby-ånd er det med begge landshold. Nej, det er ikke en fest, men en banket, hvor alle møder op i det stiveste rugby dress, og under en bankets højtidelige former fejrer hinanden og de værdier rugby bærer med sig over hele verdenen.

Med mottoet ”Venskab uden kendskab” og stærke værdier som Disciplin, Sammenhold, Respekt, Fairplay, og Passion, skal det nok blive en banket der huskes. Ikke alene i Erritsø, men i Dansk Rugby Union.

De frivillige

Det er ikke uden grund, at det er en afslappet formand DanmarkC TV møder. Allan Pertti Frandsen – ingen kalder ham vist andet en Pertti – for det hele forløb ikke alene som det skulle, men langt over forventningerne. Og det skyldes kun de frivillige.

Og frivillige mangler Pertti åbenbart ingen af. Og de frivillige har knoklet i dagevis for at ændre det lokale, og ret beskedne, rugby stadion til et stadion der lever op til alle de internationale krav der nu engang er, når landskampe skal afvikles.

Hvordan Pertti og klubben bærer sig ad, svares der beskedent på: “Vi har en klubhåndbog, og den går vi frem efter”, og det lyder næsten som en hemmelig bog. Det er det ikke: Den ligger frit tilgængelig på Erritsø GIF Rugby hjemmeside.

Måske det også fremgår af Klubhåndbogen hvordan klubben bærer sig ad med både tilgang og fastholdelse af medlemmer – og ikke mindst de mange frivillige?

Det Danske landshold spillede og sejrede i rødt. Foto: DanmarkC TV.