40 år med livemusik: Kæmpe jubilæum i Fredericia

40 år med livemusik: Kæmpe jubilæum i Fredericia

Det Bruunske Pakhus fejrer fire årtier med en historisk koncert. Lokale rocklegender og stjerneproduceren Søren Andersen samles for at hylde byens musikliv.

Fredericia danner snart rammen om en helt særlig musikalsk milepæl. Den 11. og 12. september 2026 markerer Tøjhuset nemlig 40-års jubilæet for den allerførste koncert i Det Bruunske Pakhus i 1986.

Det markeres med en stor jubilæumskoncert lørdag den 12. september kl. 20.00 i Tøjhuset, som sanger, guitarist og producer Søren Andersen står bag, oplyses det i en pressemeddelelse fra Tøjhuset og Eksercerhuset.

Lokale ikoner på scenen

Publikum kan se frem til en aften i selskab med fire markante navne fra den lokale musikscene. Den tidligere fæstningsdreng Søren Andersen, der i dag er kendt fra Electric Guitars og samarbejder med store stjerner, samler holdet ”Søgge & Påskerockerne”. Orkestret består af musikere med lokale rødder, som gennem årene har præget scenerne til både Påskerock og Julerock.

Et andet kærkomment gensyn bliver med bandet Barock, som er en stor del af Fredericias musikliv. Orkestret, der består af Christina Alessi Frederiksen, Jan Midjord, Lars Gregersen, Claus Johansen, Michael Johansen og Torben Jepsen, har gennem årtier opbygget stor erfaring fra byfester og musikværtshuse.

Søren “Søgge” Andersen med Sanne Salomonsen til Påskerock i 2024. Foto: Ole Sejrup Jensen

Historiske rockrødder

Aftenen byder også på melodisk rock fra Little Fish. Bandet blev dannet i Fredericia i sommeren 1995. Sanger, sangskriver og guitarist Henrik Berger har som den eneste musiker været med i bandet helt fra begyndelsen, og han flankeres i dag af Fridi Øster og Dennis Andresen, som har udgjort trioen de sidste 13 år.

Endelig kan gæsterne opleve en sand lokalpioner, når Freddy Slab med band går på scenen. Han stod bag den første Julerock i 1988 og betragtes som en legende i Fredericias musikmiljø, hvor han blandt andet har været med til at starte Lydmuren. Til jubilæumskoncerten optræder han med en række musikere, der alle har Fredericia i blodet.