“FORBRYDELSENS ANSIGT” PÅ BIBLIOTEKET
Et af sæsonens første eftermiddagsarrangementer byder på et foredrag med et væld af spændende personligheder ved professor Poul Duedahl, som oprindeligt stammer fra Fredericia. I 2013 udgav han ”Forbrydelsens ansigt” som modtog prisen for årets historiske udgivelse. I bogen har Poul Duedahl med to andre forfattere benyttet sig af fotografier til at fortælle om samfundets skyggeside i tiden fra 1850-1920.
Siden 1850 har fotografiet været et centralt led i politiets efterforskningsarbejde. Forbryderbillederne giver et sjældent glimt af den kriminelle underverden i en tid, hvor det ellers var forbeholdt velhavere at lade sig fotografere. Forbryderbillederne viser i stedet plattenslagerne, barnemordere, ludere, lommetyve og fusentaster, og de er repræsentanter for den første praktiske anvendelse af fotokameraet i Danmark. Samtidig udgør de et forvarsel om nutidens identifikations- og overvågningssamfund.
I foredraget vil professor Poul Duedahl vise udvalgte forbryderbilleder og fortælle baggrunden for, at vedkommende blev fotograferet. Billederne viser nemlig noget om, hvor langt der er fra forbryderstereotyperne til det enkelte individ.
Faktisk er det ofte en overraskende og lærerig historie, som førte til, at den portrætterede kom på kant med straffeloven og havnede i politiets blitzlys. Det ved vi. For til ethvert billede hører nemlig hundredvis af håndskrevne sider i form af politirapporter, domstolssager og fængselsarkivalier. Dokumenter, som langt om længe er blevet tilgængelige, så vi kan høre forbrydernes forskellige historier.
Tid: Onsdag den 17. september kl. 14.00
Sted: Fredericia Bibliotek
Pris: 75 kr., billetter via bibliotekets hjemmeside eller i informationen på Fredericia Bibliotek.