Kort Nyt

250 kæmpere i alle aldre dystede på stranden

Der var kampsport på programmet på Østerstrand lørdag

Vejret kunne ikke have været bedre til Fredericia Judo- og Ju-jutsu Klubs (FJJK) stort anlagte kampsportsstævne Fredericia Beach Tournament og Fredericia Beach Brawl 2022 på Østerstrand lørdag. Med sol og lunt vejr med en lille brise til at køle kæmperne ned, var der perfekte forhold til de 250 kæmpere i alle aldre. 

De mindste børn fra 6 år kæmpede judo gulvkamp, mens de unge og voksne dystede både i judo og i brasiliansk jujutsu. 

Stævnet opstod sidste år af nød, da man ikke måtte mødes og konkurrere i kampsport indendøre pga. corona-restriktioner, men alle var enige om, at det var så godt et arrangement, at det måtte gentages. 

“Vi fik så mange positive tilbagemeldinger sidste år, og mange klubber også fra Tyskland sagde, at de håbede, at vi gentog udendørsstævnet, så de også kunne deltage. Så vi har knoklet i et halvt år for at planlægge stævnet”, fortæller formand for FJJK Lasse Hildingberg. 

De 250 deltagere kom fra det meste af Danmark, men rigtig mange tyskere var også kørt til Østerstrand i Fredericia, og det skabte glæde. “Kampsportsverdenen er lille i Danmark, så både børn, unge og voksne møder ofte de samme kæmpere fra stævne til stævne. Derfor er det sjovt, når der kommer deltagere fra udlandet, så man kan kæmpe mod nogle nye”, fortæller Lasse Hildingberg. 

En større gruppe frivillige hjælpere fra FJJK har knoklet hele weekenden for at gøre stævnet til en realitet. Der er blevet slæbt måtter fra klubhuset på Nørrebrogade og til Østerstrand og mange har hjulpet med alt fra indvejning til dommerborde og andre praktiske ting. “Vi kunne ikke have gennemført det uden alle de frivillige. Det gik rigtig godt og vi fik set en masse flot judo og BJJ. Vi ser allerede frem til næste år. Planlægningen er i gang, og vi forventer endnu flere deltagere fra endnu flere lande”, fortæller Lasse Hildingberg. 

Flere lokale kæmpere fik da også medaljer med fra stævnet – og alle fik god kamperfaring og god Foto: stemning. Nogle snuppede endda en dukkert. 

Foto: Rikke Illum & Amanda Niels Sørensen