FREDERICIA

1.200 syd- og sønderjyske familier søger om hjælp til mad og gaver

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Behovet for en økonomisk håndsrækning til gaver og mad i juletiden er større end nogensinde før. Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors har 7.173 familier søgt om julehjælp, mens der i Syd- og Sønderjylland er 1.192 ansøgere. 

For nogle familier er julen en ekstra svær tid, når pengene i forvejen er små. 

Hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark har man i år modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp. Siden det blev muligt at ansøge om julehjælp 1. november, er der kommet ansøgninger fra 7.173 familier, mens det tal var 6.288 i 2018. 

I Syd- og Sønderjylland har 1.192 familier søgt om julehjælp. Det er, som det eneste sted i Danmark, et lille fald sammenlignet med sidste år, hvor 1.281 familier søgte. 

“Det er overvældende, at der er så mange familier, som søger om julehjælp. Vi havde på fornemmelsen, at vi i år ville slå rekord med den fart, som ansøgningerne er væltet ind. Det vidner om, at der er mange familier, som oplever at have det rigtig svært, og at det virkelig kommer til udtryk i julen, hvor de, ligesom alle andre familier, gerne vil give deres børn en god juleaften med mad og gaver,” siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre. 

Lille gave – stort hjerte

En af dem, der har søgt julehjælp hos Blå Kors i år, er Dorthe Nielsen fra Aabenraa. Hun er fraskilt, på førtidspension og bor alene med sine to børn.

“Der er virkelig ikke mange penge tilbage, når alle regninger er betalt. Det vil være en rigtig, rigtig stor hjælp at få julehjælp,” siger Dorthe Nielsen, der har sparet op i løbet af året, så der er lidt til gaver.

“Jeg er glad for, at jeg kan give en lille gave til hver af mine børn, men det er selvfølgelig svært, når klassekammeraterne får nogle kæmpe gaver. Det kan godt gøre lidt ondt, men der er ikke så meget at gøre ved det,” siger Dorthe Nielsen og tilføjer med et smil:

“Som min datter siger: Det kan godt være, at det er fedt at få en iPad, men så er det ikke sikkert, at de får lige så meget kærlighed som mig.”

Tak for donationer

Blå Kors’ julehjælp består af et gavekort på 400 kr. til dagligvarekæden Lidl og et gavekort på 200 kroner, som kan bruges i en af Blå Kors’ 53 genbrugsbutikker. 

Pengene til julehjælpen kommer fra Blå Kors’ egne midler, fonde, gaver fra privatpersoner og samarbejdspartnere som Lidl Danmark.

“Vi er rigtig glade for de mange bidrag, som gør det muligt at give en masse familier en hjælpende hånd i juletiden. Vi er taknemmelige for hver en krone, og vi ved, at julehjælpen gør en stor forskel for de familier, som får den. Der skal lyde et stort tak til alle, som har støttet vores julehjælp,” siger generalsekretær Christian Bjerre. 

Blå Kors forventer, at kunne uddele julehjælp til knap 1.400 familier på landsplan. 

OBS: Syd- og Sønderjylland dækker over kommunerne: Horsens, Hedensted, Vejle, Kolding, Fredericia, Billund, Grindsted, Vejen, Esbjerg, Fanø, Varde. Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder.

Fakta:

Ansøgninger om julehjælp til Blå Kors Danmark:

2019: 7.173

2018: 6.268

2017: 6.277

2016: 2.440

2015: 1.200

Ansøgninger fordelt på regioner i 2019:

Syddanmark: 1.708 (24%)

Midtjylland: 1.918 (27%)

Nordjylland: 1.021 (14%)

Hovedstaden: 1.560 (22%)
Sjælland: 965 (13%)

Derudover er der én ansøger fra Grønland.

Ansøgninger fordelt på regioner i 2018:

Syddanmark: 1.756 (28%)

Midtjylland: 1.599 (26%)

Nordjylland: 788 (13%)

Hovedstaden: 1.273 (20%)
Sjælland: 852 (14%)
 

Ansøgninger fordelt på regioner i 2017:

Syddanmark: 1.597 (26%)

Midtjylland: 1.821 (30%)

Nordjylland: 629 (10%)

Hovedstaden: 1.123 (18%)
Sjælland: 941 (15%)

Ansøgninger fordelt på regioner i 2016:

Syddanmark: 635 (26%)

Midtjylland: 711 (29%)

Nordjylland: 280 (11%)

Hovedstaden: 504 (21%)
Sjælland: 318 (13%)