Nyuddannet fra Musical Akademiet er hovedsolist på festspil
Søndag d. 22 juni blev det nye kuld fra Det Danske Musical Akademi i
Fredericia færdige med deres studier. Det blev markeret med premieren på
“Showcase 2014” på Fredericia Teater, hvor de ni nyuddannede
musicalperformere præsenterede alle deres færdigheder for et spændt
publikum bestående af nysgerrige borgere, venner og talentspejdere på
udkig efter det næste store navn på musicalscenerne i ind- og udland.
Jacob Prüser, der spillede den mandlige hovedrolle i den første af de to
musicals på Showcase arrangementet, er heldig allerede at have fået job.
Om et par uger starter han på prøverne til “Teaterkoncerten Pladeparaden
2014” – årets festspil på Amfiscenen i Kolding, der har premiere 31. juli.
Martin Bach Sørensen, formand for Dronning Dorothea Teatret, der står bag
festspillet fortæller:
“I år har vi valgt at gå nye veje på festspillet ved for første gang at
holde en professionel audition til hovedsolistrollen. Vi holder audition
til alle de forestillinger, som Dronning Dorothea Teatret sætter op, men i
år har vi ud over den almindelige audition også holdt en audition, hvor vi
inviterede de mandlige afgangsstuderende fra Musical Akademiet til at
stille op. Det er jo et rigtig højt niveau, de leverer, og Jacob Prüser
blev valgt da han passede typemæssigt ind i forestillingen. Jeg var selv
til showcase arrangementet i aftes og jeg må sige, at han imponerer
virkelig. Så jeg er ovenud tilfreds med at valget faldt på Jacob.”
“Teaterkoncerten Pladeparaden 2014” følger op på publikumssuccesen fra
sidste år, hvor teatret, som det første i landet, stod bag en stor
udendørs teaterkoncert “Pladeparaden 1963-2013”. I år har teatret
inviteret det kreative hold fra sidste år til at arbejde videre med temaet
fra sidst – de bedste danske pop & rock hits fra de seneste fem årtier.
Formatet bliver grundlæggende det samme i år, men det hele er bare lidt
større. Årets festspil har over 50 medvirkende på scenen, hvor et
velspillende band står bag musikken, og de talentfulde solister på skift
leverer både medrivende og morsomme sangoplevelser. Oplevelsen fuldendes
af et stort hold dygtige skuespillere, dansere og korsangere.
Der er i den kommende weekend i øvrigt audition på Lille Virgil, der
sættes op på teatret til efteråret – læs mere på dorothea.dk.
Faktaboks:
“Teaterkoncerten Pladeparaden 2014” spiller fra 31. juli til 16. august på
Amfiscenen i Kolding. Som noget nyt i år er det muligt at købe nummererede
pladser i midtersektionen, så du kan vælge hvor du vil sidde, når du køber
billetterne i forvejen på Billetten.dk. Billetpriserne er 15 kr billigere
i forsalg i forhold til at købe billetten i døren.
Læs mere på dorothea.dk og billetten.dk.